Natkirken
Hver fredag aften mellem kl. 19.00 og 22.00 står dørene åbne til Natkirken i Vor Frelsers Kirke – et af byens ældste og smukkeste rum, hvor hverdagens travle rytme brydes, og der skabes plads til bøn, fordybelse og eftertanke.
Kirkerummet er kun oplyst af stearinlys og enkelte farvede projektører. Du kan opholde dig i rummet præcis, som du ønsker, så længe du viser hensyn til de øvrige kirkegængere og til rummets formål. Du kan bevæge dig frit rundt, lægge dig i en sækkestol og tage en lur eller bede en bøn og tænde et lys.
I løbet af aftenen er der også mulighed for at tale med præsten, skrive sin egen bøn og lægge den i vores bønnekrukke, hvorefter den vil blive læst op ved aftenens afslutning.
For dem, der har lyst, er der altid kaffe, te og en hyggelig og venskabelig atmosfære med vores frivillige og gæster i kirkens forrum, våbenhuset.
Aftenerne i Natkirken varierer i indhold, men der er altid fælles aftensandagt kl. 21.00 ved kirkens lysglobe. Under andagten synger vi sammen de smukke salmer og fordyber os i refleksioner over bibelske tekster. Andagten afsluttes med nadver, hvor vi uddeler vindruesaft i stedet for vin.
Det øvrige program kan bestå af stilhed og dæmpet musik eller livemusik fra forskellige musikere fra både nær og fjern.
Alle er hjerteligt velkomne til at besøge os og tilbringe en stemningsfuld og anderledes stund i kirkerummet.


Fast program:
Kl. 19.00
Natkirken åbner
Kl. 19.00
Musik, workshops, stilhed – eller hvad der ellers er på aftenens program
Kl. 21.00
Nadverandagt
Hvis du gerne vil have, at din bøn skal indgå i den fælles Nadverandagt, kan du skrive den ned på papir og lægge den i krukken med bønner til oplæsning.
Vor Frelsers Kirkes natkirkepræst Olga G. Kohen er altid tilstede til Natkirken. Spørg endelig,
hvis der er noget, du gerne vil vide mere om. Du kan altid få en samtale med en præst.
Kunne du tænke dig at være frivillig i Natkirken?
De frivillige i Natkirken sørger for at der fredag efter fredag er rum og plads til ro, fordybelse og samtale i kirkerummet. De frivillige skaber plads og tryghed for alle besøgende, og der er et godt fællesskab blandt dem der ofte kigger ind til en rolig stund.
Som frivillig er du med til at løfte det praktiske ansvar, klargøring før og oprydning efter arrangementerne, der hver fredag varer fra 19-22.
De frivillige møder ind før og har tid til at snakke, spise sammen og etablere en rolig og indbydende stemning for de besøgende.
Kontakt Vor Frelsers Kirkes natkirkepræst og hør mere:

Olga G. Kohen
Natkirkepræst
Kommende arrangementer i Natkirken
Der er ingen arrangementer i øjeblikket.
Besøg kirken
Midt på Christianshavn ligger Vor Frelsers Kirke – en barok perle med et enestående kirkerum og et helt særligt tårn, hvis snoede trappe fører til Københavns bedste udsigt. Her finder du information om åbningstider, gudstjenester, koncerter og arrangementer.
