Kongens drøm
om storhed
Christianshavn blev grundlagt i 1618 af kong Christian 4. En helt ny handelsby på sandbankerne mellem København og Amager, inspireret af kanalbyerne i Holland. I 1640 stod den første kirke på Christianshavn færdig. En trækirke med plads til en ganske lille menighed, der dengang bestod af næsten ligeså mange tysktalende som dansktalende kirkegængere.
Christianshavn fik dog hurtigt vokseværk, og trækirken viste sig efter få år at være for lille og for dårligt bygget til fremtiden. Derfor kom idéen om en større, mere robust og storslået kirke på tale. Men hvem skulle dog bygge sådan en kirke?
Den nye kirkes bygherre blev bygrundlæggerens barnebarn, Christian 5., der var Danmarks første fødte, enevældige konge. Hans far, Frederik 3., fik efter store udfordringer med svenskekrigene, gennemført den oplyste enevælde som samfundsorden. Christian fik med sin magtovertagelse i 1670 til opgave at cementere den enevældige kongemagt.
Selvom landets økonomi ikke tillod store kirkebyggerier, ønskede kongen alligevel at vise sin magt – blandt andet gennem arkitektur. Den unge danske enevælde lod sig inspirere af Europas fyrster, især Ludvig 14. i Frankrig, hvor pomp og pragt var vigtige midler til at fastholde magten. Derfor skulle den nye kirke på Christianshavn være noget helt særligt og spektakulært. Grundstenen til Vor Frelsers Kirke blev lagt d. 19. oktober 1682 af selve kong Christian 5. Allerede i årene inden havde over 80 håndværkere og arbejdsmænd kæmpet med at gøre den sumpede grund, der få år forinden havde været havbund, klar til bebyggelse. De tunge materialer blev fragtet fra nær og fjern med hestevogne og trækran.
Vor Frelsers Kirke stod færdig i april 1696. Dengang lå Christianshavn som en fæstningsby på vandet, hvor nygravede kanaler, travle pakhuse og værfter blandede sig med de mægtige bastioner og volde, der beskyttede byen mod fjender fra søsiden.
Arkitekturen og arkitekten
Generalbygmester og arkitekt Lambert van Haven (1630-1695) var kongens foretrukne, når det gjaldt byggeri i barokkens arkitektoniske stil. Generalbygmester van Haven havde særlig sans for detaljer, et blik for finesse og storslåede linjer. Hans første tegning af den store, nye kirke blev godkendt af kong Christian d. 5. – kirkens stolte bygherre – med ordene:
“Vi er allernådigst tilfreds, at Christianshavns kirke skal bygges efter denne tegning. Skrevet på vort slot i København, oktober 1682”
Fra den første tegning til det nye kirkebyggeri, arbejdede arkitekten i den palladiske-hollandske stil. En højtidelig nordeuropæisk barokarkitektur, der er kendetegnet ved den såkaldte store orden, der lader alle facader opdele ved pilastre fra sokkel til kransgesims. I Vor Frelsers Kirke løber pilastrene næsten fra sokkel til kransgesims (dvs. hele grundmurens højde op mod gesimsen under taget), hvilket skaber en følelse af vertikal orden og rytme. Grundplanen er et græsk ligesidet kors med hjørnekapeller.
Den store orden ses tydeligt i kirkemurenes mønster af røde, gule og grå mursten, der er placeret på et solidt granitfundament med sandstensgesimser under taget – et ægte Templum Salvatoris (Frelsens Tempel -Vor Frelsers Kirke) hvor alt har sin korrekte placering. Tanken bag arkitekturen er meget præcis og teologisk i forbindelse med tidens opfattelse: Den ortodokse, protestantiske teologi. Alt det skabte har sin bestemte orden — en orden, der forsøger at spejle Gud Fader, den Almægtige og Ufejlbarlige, i hans skaberværk.
Efter danske standarder er kirkens dimensioner enorme. Højden til loftsbjælkerne er 36 meter. Væggene og de fire søjler hviler på store kampesten, der er begravet i grøfter, og når helt ned til Københavns kalkstenslag.På dagen for indvielsen kom kongen – på det her tidspunkt Frederik d. 5. – kørende i hestetrukken karet, med sig havde han taget en del af sit fornemme hof. Hele Christianshavn var mødt frem for at få et glimt af majestæten, og der blev klappet og hujet – og der blev endda skudt kanoner af fra kirkepladsen! Hele 27 skud til salut! Kongen elskede at vise sig frem, og på turen op ad det vidunderlige tårn stoppede han og vinkede til folket hver gang sneglegangen drejede sig. Fra kirken lød der toner fra orglet, og den stolte arkitekt Thurah holdt tale. Hele kvarteret sang glade salmer – for den dag kom himlen bare lidt tættere på Christianshavn!
Lambert van Havens tegning af Vor Frelsers Kirkes grundplan. Kongens bemærkning er skrevet på tegningen til højre.
Kirkerummet
Vor Frelsers kirkerum gemmer på mange fortællinger. I de smukt ornementerede kirkebænke har der siden 1696 siddet mennesker fra kirkens menighed fra alle samfundslag. Købmænd, håndværkere, adelige, fattige, mødre, fædre og børn er mødtes her for at tage del i livets store begivenheder, og for at dele hverdagen i det kirkelige fællesskab. Dengang var der faste pladser i kirken. Disse blev der købt adgang til, og de bedste kirkebænke – ud mod midtergangen, tættest på alteret og prædikestolen – blev brugt af de rigeste, og derved også de fornemmeste familier i menigheden.
Den sociale rangorden i samfundet viste sig i høj grad i kirkerummet, og det var vigtigt både at kunne se og høre, og at blive set af resten af menigheden. Rummet er både storladent og smukt, og har for mange folk, dengang for over 300 år siden, været det eneste sted hvor deres øjne kunne møde det fornemme håndværk og religiøse symboler i så stor skala. Det var den tyske stenhugger & billedhugger Christian Nerger der sammen med sine arbejdsfolk skabte kirkerummets mange figurer i både sandsten, stuk og træskærearbejde.
Det sirlige arbejde begyndte Nerger på i 1694 hvor de første Evangelistfigurer i kirkens loft blev skåret, siden kom loftets stjerneudsmykning og de kongelige monogrammer i korsskæringens vælving, udført i stuk, til. Kirkerummets mange englebørn er også modeleret af Nerger, og de fleste bærer musikinstrumenter og vers fra Davids salmer, og ved døbefonten i venstre side af kirkerummet findes der afbildninger af Faderen, Sønnen, Helligåndsduen og Johannes Døberen
Kirkens udsmykning
og billedsprog
Det var den tyske stenhugger & billedhugger Christian Nerger der sammen med sine arbejdsfolk skabte kirkerummets mange figurer i både sandsten, stuk og træskærearbejde. Det sirlige arbejde begyndte Nerger på i 1694 hvor de første Evangelistfigurer i kirkens loft blev skåret, siden kom loftets stjerneudsmykning og de kongelige monogrammer i korsskæringens vælving, udført i stuk, til. Kirkerummets mange englebørn er også modeleret af Nerger, og de fleste bærer musikinstrumenter og vers fra Davids salmer, og ved døbefonten i venstre side af kirkerummet findes der afbildninger af Faderen, Sønnen, Helligåndsduen og Johannes Døberen.
Alteret
Alteret er kirkerummets kraftcentrum. Et religiøst samlingspunkt hvor den bibelske fortælling danner grundlag for alle kirkelige handlinger, og følger menigheden fra dåb til begravelse.
Det blev den svenske arkitekt Nicodemus Tessin der i 1694 fik til opgave at skitsere et alter, der med dramatik og styrke kunne passe ind i Christian 5.s nye, store kirke. Men der skulle gå hele 40 år før alteret, som du kan se det nu, kom på plads i kirkerummet.
I det åbne gab mellem marmorsøjlerne kan du se hovedfortællingen: Kristus, der Skærtorsdag aften trøstes af en engel, imens han beder i Getsemane Have. Fra højre side flyver en anden engel, der holder den gyldne kalk over Kristi hoved. Mellem søjlerne står symbolske statuer, der ligesom på orglet fra 1698 spejler Christian 5.s valgsprog, fromhed og retfærdighed.
Over hovedfortællingen har Tessin anbragt Jahves (Guds) navn med hebraiske bogstaver, og udenom – som en slags kraftudladning — et væld af skyer, hvori englebørn tumler sig, imens guldstråler skinner til alle sider. På Tessins skitse kan du også se en stor, lukket kongekrone, der svæver øverst over det store alter. Denne krone på det store værk blev aldrig en del af det færdigge alter, men den har uden tvivl været Tessins måde at ære den magtfulde danske enevælde på. Alteret stod færdigt i 1730.Foran selve alteret findes de seks store engle, der pryder alterets korskranke. De smukke engle er skabt af billedhuggeren Erich Warnheim. De er navngivet efter ærkeenglene beskrevet i Biblen: Gabriel, Uriel, Michael, Raphael og den gammeltestamentlige profet Jeremias. Yderst til venstre sidder Kerub med flammesværdet, der afskærmede Adam og Eva fra at vende tilbage til Paradiset efter Syndefaldet.
Foran selve alteret findes de seks store engle, der pryder alterets korskranke. De smukke engle er skabt af billedhuggeren Erich Warnheim. De er navngivet efter ærkeenglene beskrevet i Biblen: Gabriel, Uriel, Michael, Raphael og den gammeltestamentlige profet Jeremias. Yderst til venstre sidder Kerub med flammesværdet, der afskærmede Adam og Eva fra at vende tilbage til Paradiset efter Syndefaldet.
Englene
Foran selve alteret findes de seks store engle, der pryder alterets korskranke. De smukke engle er skabt af billedhuggeren Erich Warnheim. De er navngivet efter ærkeenglene beskrevet i Biblen: Gabriel, Uriel, Michael, Raphael og den gammeltestamentlige profet Jeremias. Yderst til venstre sidder Kerub med flammesværdet, der afskærmede Adam og Eva fra at vende tilbage til Paradiset efter Syndefaldet.
Prædikestolen
Prædikestolen er et af kirkerummets smukke ankerpunkter. Med dens guldbelagte top og sirlige udsmykninger, fanger den øjet med sine detaljer. Den prædikestol du kan se i rummet i dag er fra 1773, og er tegnet af den klassicistiske arkitekt C.F. Harsdorff. Prædikestolen er en cylinderformet balkon med trappe, udsmykket med apostlene i et græsk-antikt relief.
Da kirken blev indviet i 1696, var det egentlig en helt anden prædikestol som arkitekt Lambert van Haven havde i tankerne. Den prædikestol, der ligesom kirkebygningen var skænket af Christian 5., var i månederne før kirkens indvielse under konstruktion i Norge, men forliste på sørejsen til København. Denne prædikestol beskrives som “Fornem og udformet i norsk marmor..” og forliset var en stor sorg for både kongen og menigheden, der havde ventet på den i månedsvis.
Efter ulykken måtte der hurtigt bygges en midlertidig løsning til den nye kirke. Denne beskrives som: “En slet prædikestol, blaamalet uden den allermindste prydelse” – men på trods af dens meget simple udseende, endte den med at stå i kirken i næsten 80 år. Der måtte findes penge til en prædikestol der kunne passe ind i det ellers så smukt dekorerede rum, og flere forslag var på tale, før det til sidst lykkedes menigheden og forskellige velhavende christianshavnere at samle ind til den nuværende prædikestol
Vidste du?
N. F. S. Grundtvig var præst i Vor Frelsers Kirke fra 1822-1826.
I sin tid som præst i kirken skrev han bl.a. salmen “Den signede dag med fryd vi ser” og prædikede flittigt fra den prædikestol du kan se i rummet i dag.
Døbefonten
Den gamle døbefont, der er placeret på venstre side af alteret, blev skænket til kirken i år 1700 af grevinde Elisabeth Helene von Vieregg. Den smukt udsmykkede døbefont har været en bekostelig gave, med den store fontelukkelse der er båret af de små nøgne putti (nøgne, buttede drengefigurer, der i kunsten har slægtskab til engle), marmorkar og forgyldt træværk.
Elisabeth Helene von Vieregg blev gift med Christian 5.s søn – Frederik 4. i 1703 – til venstre hånd – da hun var 24 år gammel. Vieregg, havde været hofdame for Frederiks søster, og parret havde siden 1699 været nærmest uadskillelige – til trods for at Frederik samtidig var gift med sin dronning, Louise af Mecklenburg.
Disse ægteskaber til venstre hånd var almindelige i det danske kongehus, men forholdet til Vieregg skabte alligevel forargelse i befolkningen. Til trods for denne modstand, fortsatte det unge par deres forhold, og 18. juni 1704 fødte Elisabeth en søn, Frederik Gyldenløve – et efternavn der blev givet til alle kongers såkaldt uægte børn. Elisabeth selv døde kort tid efter i barselsseng, og både mor og søn blev begravet under gulvet i Vor Frelsers Kirke.
Orglet
Orglet, der stod færdigbygget i 1698, flyder ind i kirkerummet som et kæmpemæssigt træskib med krummelurer, blomsterranker og engle skåret ind i det mørke træværk. Den store facade er skåret i lindetræ og egetræ, og blev bygget af orgelbyggerne brødrene Botzen, der dengang byggede alle orgler under den danske konge Christian 5.
Vor Frelsers Kirke er bygget i pompøs barokstil der virkelig kunne fremvise kongens enevældige magt. For i det historiske verdenbillede var det kongen der med sin magt befandt sig lige under Gud og den hellige kirke. Og Christian d. 5. holdt sig ikke tilbage – i midten af orglet sidder han og skuer ud over sit kirkebyggeri, iført kæmpe krøllet paryk og et autoritært ansigtsudtryk. Omkranset af to små englebørn og med kronen svævende over hovedet. Hans blik falder på alle, der besøger rummet. Ligeledes er orglet båret af to store elefanter – et symbol på magt og styrke, og på enevældens fornemmeste orden – Elefantordenen. Ud over kongen troner fire udskårne figurer i helkropsstørrelse over rummet – gudinderne for tro og for håb bærende på anker og kors, fromheden med flammehår og overflødighedshorn, og gudinden for retfærdighed, Justicia. Disse symboler går igen i alteret i den anden ende af kirkerummet, og taler ind i Christian 5.s valgsprog – “Med fromhed og retfærdighed” (Pietate et Justitia).
Alle de synlige piber på orglets facade er de originale piber i tin fra 1698. Piberne er nogle af landets ældste, og klangligt giver de en helt særlig mulighed for at høre orglets toner i netop det rum, som instrumentet er bygget til. Altså kan du i Vor Frelsers Kirke opleve lyden af 1698. Utroligt nok har disse piber overlevet alt fra store brande, til englændernes bombardement af København i 1807, og blev heller ikke smeltet om til geværkugler til de danske tropper under de slesvigske krige i 1800-tallet. Måske fordi de fine piber er udsmykket med sirlige guldinskriptioner “Christian 5. og Soli Deo Gloria – Al ære tilkommer Gud alene”
Orglet har fra begyndelsen været et sted hvor musikken skulle spilles så den ærede både kongen og Gud. Oppe ved selve tangenterne har kirkens organister gennem tiden slået tonerne an under de formanende ord “Ej efter egen nykke og blot til ørenlyst, men hjertet at opbygge, du lade op min røst! Agt det alene, at jeg må salmens ord og menighedens kor enfoldigt tjene.”
Tårnet
Vor Frelsers Kirkes tårn er blevet et vartegn for Christianshavn. Tårnet er skabt af arkitekt Lauritz de Thurah, og stod færdigt i 1752 – 56 år efter selve kirken. Det spir, som kirkens arkitekt Lambert van Haven havde tegnet ved byggeriets begyndelse, blev grundet hans tidlige død og dårlig økonomi aldrig fuldført. Kirken manglede et fuldendt tårn, og Christian d. 5’s oldebarn, Frederik 5.,ville færdiggøre sin oldefars store kirke.
Da Thurah var igang med tegningerne til tårnet, skrev han i sin dagbog, at han ønskede sig noget “ikke just bekendt eller almindeligt…” da Vor Frelsers kirke ifølge ham var “den smukkeste og prægtigste i København…”
Efter en inspirationstur til den pompøse storby Rom, stod det klart, at hans egen kreation skulle være et snoet tårn med guld på toppen i sprudlende, italiensk barokstil – inspireret af tårnet på Sant’Ivo alla Sapienza kirke.Tårnet på Vor Frelser kirke blev bygget i træ, for på denne måde kunne konstruktionen blive endnu højere end inspirationen i sandsten fra Italien. En sand himmeltrappe blev skabt! Trappen, der snørkler sig om tårnet, består af 398 trin, og giver adgang til én af byens bedste udsigter.
Den originale arkitekttegning af Tårnet skabt af arkitekt Lauritz de Thurah
Den dag tårnet åbnede
D. 28. august 1752 var en varm sensommerdag og en dag som tårnets arkitekt Laurids de Thurah havde ventet på længe! Endelig stod hans skuestykke af et kirketårn færdigt. Byggeriet havde været undervejs i 4 år. De mange materialer til det snoede spir var blevet hejset til vejrs af en kran konstrueret i træ, og arbejdsfolk og håndværkere måtte løse nærmest helt umulige opgaver, for at få projektet til at lykkes. Den kæmpemæssige frelsermand i kobber på toppen af tårnet, blev hejst til vejrs indbundet i silke og uldposer, og rejsen mod himlen tog over 6 timer. Imens blev der sunget salmer for at finde ro og udtrykke håb om, at den tunge figur kunne komme uskadt på plads. Og det lykkedes!
På dagen for indvielsen kom kongen – på det her tidspunkt Frederik d. 5. – kørende i hestetrukken karet, med sig havde han taget en del af sit fornemme hof. Hele Christianshavn var mødt frem for at få et glimt af majestæten, og der blev klappet og hujet – og der blev endda skudt kanoner af fra kirkepladsen! Hele 27 skud til salut! Kongen elskede at vise sig frem, og på turen op ad det vidunderlige tårn stoppede han og vinkede til folket hver gang sneglegangen drejede sig. Fra kirken lød der toner fra orglet, og den stolte arkitekt Thurah holdt tale. Hele kvarteret sang glade salmer – for den dag kom himlen bare lidt tættere på Christianshavn!
Et portræt af arkitekten selv, malet af Johan Hörner i 1754.
Vidste du?
At myten om tårnets arkitekt der sprang ud fra toppen slet ikke passer?
I mange år har historien om den ulykkelige arkitekt der ved en fejl havde drejet tårnet den forkerte vej været en sejlivet myte. Historien passer slet ikke.
Kongen var yderst tilfreds med Thurahs arbejde, tårnet var snoet den helt rigtige vej, og Thurah døde først 7 år efter tårnet stod færdigt.