Fortællingen om Vor Frelsers
Christianshavn blev grundlagt i 1618 af kong Christian 4. En helt ny handelsby på sandbankerne mellem København og Amager, inspireret af kanalbyerne i Holland. I 1640 stod den første kirke på Christianshavn færdig. En trækirke med plads til en ganske lille menighed, der dengang bestod af næsten ligeså mange tysktalende som dansktalende kirkegængere.
Christianshavn fik dog hurtigt vokseværk, og trækirken viste sig efter få år at være for lille og for dårligt bygget til fremtiden. Derfor kom idéen om en større, mere robust og storslået kirke på tale. Men hvem skulle dog bygge sådan en kirke?
Den nye kirkes bygherre blev bygrundlæggerens barnebarn, Christian 5., der var Danmarks første fødte, enevældige konge. Hans far, Frederik 3., fik efter store udfordringer med svenskekrigene, gennemført den oplyste enevælde som samfundsorden. Christian fik med sin magtovertagelse i 1670 til opgave at cementere den enevældige kongemagt.
Selvom landets økonomi ikke tillod store kirkebyggerier, ønskede kongen alligevel at vise sin magt – blandt andet gennem arkitektur. Den unge danske enevælde lod sig inspirere af Europas fyrster, især Ludvig 14. i Frankrig, hvor pomp og pragt var vigtige midler til at fastholde magten. Derfor skulle den nye kirke på Christianshavn være noget helt særligt og spektakulært. Grundstenen til Vor Frelsers Kirke blev lagt d. 19. oktober 1682 af selve kong Christian 5. Allerede i årene inden havde over 80 håndværkere og arbejdsmænd kæmpet med at gøre den sumpede grund, der få år forinden havde været havbund, klar til bebyggelse. De tunge materialer blev fragtet fra nær og fjern med hestevogne og trækran.
Vor Frelsers Kirke stod færdig i april 1696. Dengang lå Christianshavn som en fæstningsby på vandet, hvor nygravede kanaler, travle pakhuse og værfter blandede sig med de mægtige bastioner og volde, der beskyttede byen mod fjender fra søsiden.
Arkitekturen og arkitekten
Generalbygmester og arkitekt Lambert van Haven (1630-1695) var kongens foretrukne, når det gjaldt byggeri i barokkens arkitektoniske stil.
Generalbygmester van Haven havde særlig sans for detaljer, et blik for finesse og storslåede linjer. Hans første tegning af den store, nye kirke blev godkendt af kong Christian d. 5. – kirkens stolte bygherre – med ordene:
“Vi er allernådigst tilfreds, at Christianshavns kirke skal bygges efter denne tegning. Skrevet på vort slot i København, oktober 1682”
Fra den første tegning til det nye kirkebyggeri, arbejdede arkitekten i den palladiske-hollandske stil. En højtidelig nordeuropæisk barokarkitektur, der er kendetegnet ved den såkaldte store orden, der lader alle facader opdele ved pilastre fra sokkel til kransgesims. I Vor Frelsers Kirke løber pilastrene næsten fra sokkel til kransgesims (dvs. hele grundmurens højde op mod gesimsen under taget), hvilket skaber en følelse af vertikal orden og rytme. Grundplanen er et græsk ligesidet kors med hjørnekapeller.
Den store orden ses tydeligt i kirkemurenes mønster af røde, gule og grå mursten, der er placeret på et solidt granitfundament med sandstensgesimser under taget – et ægte Templum Salvatoris (Frelsens Tempel -Vor Frelsers Kirke) hvor alt har sin korrekte placering. Tanken bag arkitekturen er meget præcis og teologisk i forbindelse med tidens opfattelse: Den ortodokse, protestantiske teologi. Alt det skabte har sin bestemte orden — en orden, der forsøger at spejle Gud Fader, den Almægtige og Ufejlbarlige, i hans skaberværk.
Efter danske standarder er kirkens dimensioner enorme. Højden til loftsbjælkerne er 36 meter. Væggene og de fire søjler hviler på store kampesten, der er begravet i grøfter, og når helt ned til Københavns kalkstenslag.
Vor Frelsers Kirke bliver indviet den 19. april 1696 af Christian d. 5., som ikke var bleg for at vise omverdenen, at det var ham, der havde finansieret og styret byggeriet fra dets begyndelse i 1682. Byggeriet tog 14 år, blandt andet fordi hele bydelen er anlagt på opfyldt havbund, hvilket gjorde funderingen af kirken både vanskelig og meget tidskrævende. Kongen ønskede sit navn knyttet til et af byens store byggerier – og i Vor Frelsers Kirke lykkedes det i høj grad: hans navn findes på indgangsportalen, i loftet i det midterste krydshvælv og på facadepiberne i orglet.
Ved Vor Frelsers indgangsparti kan du stadig se den første grundsten til kirken, der blev lagt af kongen selv i oktober 1682.
Kirkerummet
Vor Frelsers kirkerum gemmer på mange fortællinger. I de smukt ornementerede kirkebænke har der siden 1696 siddet mennesker fra kirkens menighed fra alle samfundslag. Købmænd, håndværkere, adelige, fattige, mødre, fædre og børn er mødtes her for at tage del i livets store begivenheder, og for at dele hverdagen i det kirkelige fællesskab. Dengang var der faste pladser i kirken. Disse blev der købt adgang til, og de bedste kirkebænke – ud mod midtergangen, tættest på alteret og prædikestolen – blev brugt af de rigeste, og derved også de fornemmeste familier i menigheden.
Den sociale rangorden i samfundet viste sig i høj grad i kirkerummet, og det var vigtigt både at kunne se og høre, og at blive set af resten af menigheden. Rummet er både storladent og smukt, og har for mange folk, dengang for over 300 år siden, været det eneste sted hvor deres øjne kunne møde det fornemme håndværk og religiøse symboler i så stor skala. Det var den tyske stenhugger & billedhugger Christian Nerger der sammen med sine arbejdsfolk skabte kirkerummets mange figurer i både sandsten, stuk og træskærearbejde.
Kirkens udsmykning
og billedsprog
Det var den tyskfødte stenhugger og billedhugger Christian Nerger der sammen med sine arbejdsfolk skabte kirkerummets mange figurer i både sandsten, stuk og træskærearbejde.
Det sirlige arbejde begyndte Nerger på i 1694 hvor de første Evangelistfigurer i kirkens loft blev skåret, siden kom loftets stjerneudsmykning og de kongelige monogrammer i korsskæringens vælving, udført i stuk, til. Kirkerummets mange englebørn er også modeleret af Nerger, og de fleste bærer musikinstrumenter og vers fra Davids salmer, og ved døbefonten i venstre side af kirkerummet findes der afbildninger af Faderen, Sønnen, Helligåndsduen og Johannes Døberen.
Alteret
Alteret er kirkerummets kraftcentrum. Et religiøst samlingspunkt hvor den bibelske fortælling danner grundlag for alle kirkelige handlinger, og følger menigheden fra dåb til begravelse.
Det blev den svenske arkitekt Nicodemus Tessin der i 1694 fik til opgave at skitsere et alter, der med dramatik og styrke kunne passe ind i Christian 5.s nye, store kirke. Tessin, der havde fulgt byggeriet af den store, nye Vor Frelsers Kirke fra sit hjem i Stockholm, havde overfor kongen og medlemmer af det danske hof ikke lagt skjul på, hvad han mente om kirkens arkitekt – Lambert van Havens – originale tegning og idé til et alter. For Tessin var denne skitse fra van Havens hånd alt for simpel, og levede slet ikke op til den arkitektoniske storhed i selve bygningsværket. Efter van Havens død i 1695 fik Tessin overtalt Christian 5. om, at han var den rigtige til at påtage sig den store opgave. Trods hans stærke holdninger, skulle der gå hele 40 år før alteret, som du kan se det nu, kom på plads i kirkerummet.
I det åbne gab mellem marmorsøjlerne kan du se alterets hovedfortælling: Kristus, der Skærtorsdag aften trøstes af en engel, imens han beder i Getsemane Have. Fra højre side flyver en anden engel, der holder den gyldne kalk over Kristi hoved. Mellem søjlerne står symbolske statuer, der ligesom på orglet fra 1698 spejler Christian 5.s valgsprog, fromhed og retfærdighed.
Over hovedfortællingen har Tessin anbragt Jahves (Guds) navn med hebraiske bogstaver, og udenom – som en slags kraftudladning — et væld af skyer, hvori englebørn tumler sig, imens guldstråler skinner til alle sider.
På Tessins første to skitser af alteret var tegnet en detalje, som aldrig nåede at blive en del af det færdige værk.
På de to skitser svæver øverst over det store alter en stor forsølvet krone, båret af to forgyldte engle. En hyldest til Christian 5.s enevældige magt. Men da valget af billedhugger til de mange figurer trak ud, og pengene til de dyre materialer, som den franske marmor Languedocmarmor der blev brugt til de bærende søjler hurtigt løb ud, måtte man flere gange vente på finansiering til projektet fra både sognets velhavende borgere og kongen.
Træmodeller til den store krone og de bærende engle blev udført i løbet af 1710’erme, men nåede at blive i så forfalden stand, at de måtte smides ud da alteret endelig kunne samles. Dermed blev Tessins oprindelige vision aldrig helt brag til live – men alteret har fra starten været kirkerummets centrum, og værket står stadig stærkt her næsten 300 år efter dets tilblivelse. Alteret blev indviet i 1732.
Englene
Englene på korskranken
Vor Frelsers Kirke er smukt udsmykket med engle i mange forskellige udformninger, bl.a. i alterformationen som nævnt ovenover. Engle går igen mange steder i både Det Gamle og Det Nye Testamente som Guds budbringere. Ordet engel stammer fra det græske angelos, der betyder ”budbringer”.
Et særligt kendetegn for kirkerummet er de seks store engle, der pryder korskranken foran alteret. Disse engle er skabt af billedhuggeren Erich Warnheim og repræsenterer himmelske budbringere og beskyttere. Hver engel bærer en genstand, der fortæller noget om dens rolle.
Yderst til venstre står Kerub med flammesværdet, der ifølge Første Mosebog vogter vejen tilbage til Paradiset efter Adam og Evas syndefald. Ved siden af står Jeremiel (Remiel) – navnet betyder ‘Guds nåde’ med ‘livets bog’ i hænderne. Michael holder en forgyldt basun, der knytter ham til varslingen om dommedag og opvækkelsen af de døde. Uriel svinger et røgelseskar og helliggør dermed alterområdet. Uriel er i mytologisk sammenhæng en forbindelse til den græske mytologi – ærkeengle kan få børn med menneskelige kvinder; ligesom Zeus fik berømte børn med smukke, hellenistiske kvinder.
Gabriel, der knæler ved siden af Uriel, er mere velkendt. Han er Guds sendebud, der fortalte Maria, at hun skulle føde Jesus. Gabriel holder en palmegren i hånden – på én gang fredens engel og varsler om Palmesøndag, hvor Jesu Lidelseshistorie begynder., mens Gabriel holder en oliegren, og Raphael en stav og en salvekrukke, der knytter ham til helbredelse.
De fire kendte ærkeengle er Gabriel, Uriel, Michael og Raphael. Jeremiel nævnes som ærkeengel i jødiske og kristne apokryfe skrifter, men ikke i Bibelens kanoniske skrifter.
Prædikestolen
Prædikestolen er et af kirkerummets smukke ankerpunkter. Med dens guldbelagte top og sirlige udsmykninger, fanger den øjet med sine detaljer. Den prædikestol du kan se i rummet i dag er fra 1773, og er tegnet af den klassicistiske arkitekt C.F. Harsdorff. Prædikestolen er en cylinderformet balkon med trappe, udsmykket med apostlene i et græsk-antikt relief.
Da kirken blev indviet i 1696, var det egentlig en helt anden prædikestol som arkitekt Lambert van Haven havde i tankerne. Den prædikestol, der ligesom kirkebygningen var skænket af Christian 5., var i månederne før kirkens indvielse under konstruktion i Norge, men forliste på sørejsen til København. Denne prædikestol beskrives som “Fornem og udformet i norsk marmor..” og forliset var en stor sorg for både kongen og menigheden, der havde ventet på den i månedsvis.
Efter ulykken måtte der hurtigt bygges en midlertidig løsning til den nye kirke. Denne beskrives som: “En slet prædikestol, blaamalet uden den allermindste prydelse” – men på trods af dens meget simple udseende, endte den med at stå i kirken i næsten 80 år. Der måtte findes penge til en prædikestol der kunne passe ind i det ellers så smukt dekorerede rum, og flere forslag var på tale, før det til sidst lykkedes menigheden og forskellige velhavende christianshavnere at samle ind til den nuværende prædikestol.
Vidste du?
N. F. S. Grundtvig var præst i Vor Frelsers Kirke fra 1822-1826.
I sin tid som præst i kirken skrev han bl.a. salmen “Den signede dag med fryd vi ser” og prædikede flittigt fra den prædikestol du kan se i rummet i dag.
Døbefonten
Den gamle døbefont, der er placeret på venstre side af alteret, blev skænket til kirken i år 1700 af grevinde Elisabeth Helene von Vieregg. Den smukt udsmykkede døbefont har været en bekostelig gave, med den store fontelukkelse der er båret af de små nøgne putti (nøgne, buttede drengefigurer, der i kunsten har slægtskab til engle), marmorkar og forgyldt træværk.
Elisabeth Helene von Vieregg blev gift med Christian 5.s søn – Frederik 4. i 1703 – til venstre hånd – da hun var 24 år gammel. Vieregg, havde været hofdame for Frederiks søster, og parret havde siden 1699 været nærmest uadskillelige – til trods for at Frederik samtidig var gift med sin dronning, Louise af Mecklenburg.
Disse ægteskaber til venstre hånd var almindelige i det danske kongehus, men forholdet til Vieregg skabte alligevel forargelse i befolkningen. Til trods for denne modstand, fortsatte det unge par deres forhold, og 18. juni 1704 fødte Elisabeth en søn, Frederik Gyldenløve – et efternavn der blev givet til alle kongers såkaldt uægte børn. Elisabeth selv døde kort tid efter i barselsseng, og både mor og søn blev begravet under gulvet i Vor Frelsers Kirke.
Måske er du også interesseret i…
Tårnets historie
Læs mere tårnets historie
Orglet
Læs om orglet
Besøg kirken
Planlæg dit besøg
Besøg tårnet